Arkitekt og tegner David Bülow, som medvirker i afsnittet Smagssansen står bag de grafiske illustrationer til hvert afsnit i serien Sansernes arkitektur.

#64 SANSERNES ARKITEKTUR 5 - SYNSSANSEN

Billedkunstner Anette Harboe Flensburg har i årtier malet malerier af tomme rum. Ofte er der døre i rummene, som åbner ind til andre rum, eller elementer i rummet, som blokerer lidt for, hvad man kan se. Der er ingen mennesker på billederne, og alligevel er det som om rummene er sært besjælede. De står og vibrerer.

“Hemmelighedstilstanden” af Anette Harboe Flensburg, olie på lærred , 2014-15 80x60cm

I afsnit fem af Bylyds podcastserie Sansernes arkitektur opsøger tilrettelægger Niels Bjørn Anette Harboe Flensburg for at spørge, hvad det er med de rum. Hvorfor maler hun billeder af rum, og hvad sker der, når hun gør rum til en flade, et fladt maleri?

Det viser sig, at Anette Harboe Flensburgs metode er, at hun - helt som en arkitekt - begynder sin proces med at bygge en model. Hun bruger lang tid på modellen, begynder at se igennem den, begynder så at fotografere den for at finde frem til, hvor der sker noget interessant visuelt. Når hun har valgt det mest spændstige view, “fremkalder” hun billedet som maleri, som hun siger.

Anette Harboe Flensburg begynder et maleri med at bygge en model og se gennem den. Derefter begynder hun at fotografere den, indtil hun finder et billede, hun får lyst til at “fremkalde” som maleri, som hun siger.

Arkitekt og lysdesigner Asger Bay Christiansen lærte på arkitektskolen at se ud af øjnene, som han siger. Siden da har han arbejdet med synssansen, nørdet i, hvordan øjet og hjernen ser, og dykket dybere ned i, hvordan arkitektur kan understøtte synet, og hvordan det kan obstruere for synet.

Eksempelvis er det vanskeligt at se ud af et vindue med en sortmalet vinduesramme. Kontrasten til himlens lys bliver så stor, at mange detaljer i udsynet, forsvinder. Males vinduesrammen hvid, ses meget mere.

Asger Bay Christiansen fik på et tidspunkt stillet den opgave, om lysdesign i en børnehave mon kunne hjælpe på støjniveauet, som var alt for højt. Han designede lys, som koncentrerede lyscirkler over bordene, hvor børnene var beskæftiget, mens dele af rummet, som var udenfor pendlerne, henlå i mere mørke. Resultatet var, at støjniveauet faldt drastisk. Børnene kunne koncentrere sig, og pædagogerne holdt op med at tage hovedpinepiller.

Siden da har Asger Bay Christiansen lysdesignet flere end 900 børnehaver, og en lang række arbejdspladser. Altsammen samler han i sin bog “Human belysning”.

I podcasten fortæller han om sin rejse ind i at forstå, hvordan øjet fungerer og hvilken betydning lys har for oplevelsen af arkitektur.

Læs mere om Anette Harboe Flensburg her.

Læs mere om Asger Bay Christiansen her.

Afsnittet kunne ikke være blevet til noget uden hjælp fra Dreyers Fond og Statens kunstfond.

Afsnit 5: Synssansen

Medvirkende: Anette Harboe Flensburg og Asger Bay Christiansen

Musik: Eske Nørrelykke og Kristian Mondrup

Tilrettelæggelse, interview og klip: Niels Bjørn