#73 BLØD BY 1
I en serie på tre afsnit tager BYLYD dig med ind bag facaderne på byfornyelsen i København. Byfornyelsen er et kontor i Københavns Kommune, som arbejder med bevaring af bygningsarven. Her kan private få støtte til at renovere deres ejendomme, især hvis de arbejder med at højne den arkitektoniske kvalitet og samtidig tilføjer miljøforbedringer.
Det er ret unikt i verden, at vi i Danmark bruger offentlige midler på private menneskers ejendomme, på almindelige boliger, på “hverdagsarkitekturen”, som en arkitekt, der arbejder i byfornyelseskontoret, siger.
Det er også ret nyt, historisk set. Indtil omkring 1990 blev gamle huse stadig revet ned for et godt ord. Måske du husker slumstormerne i 1960erne og 1970erne, BZ’erne i 1980erne. Dengang var der gadekampe mellem politi og unge, som besatte ejendomme, der stod tomme, ejendomme de unge så værdi i og kæmpede for at bevare som billige boliger.
Om det var gadekampene og de unges indædte modstand, som alene gjorde det, er nok en overdrivelse. Der var mange faktorer involveret i, at loven blev ændret. Fra sanering, hvor alt blev revet ned, til bevaring, med følsom renovering og istandsættelse som redskaber.
I første afsnit af Blød by er det historien om, hvordan den forandring skete, du skal høre.
Leder af byfornyelsen, Øystein Leonardsen viser rundt på Vesterbro og fortæller om den nye tilgang, som voksede frem i 1990erne, og om hvordan det stadig i dag præger Vesterbro, at det som det første kvarter gennemgik en omfattende byfornyelse og på et årti gik fra at være et tilslummet og uattraktivt kvarter til en af Københavns mest efterspurgte.
Blød by har taget titel efter Inger Christensens digt af samme navn. Digtet blev tilsat musik af Troels Trier og blev som sang indskrevet i Højskolesangbogen. Digtet lyder:
Et samfund kan være så stenet
at alt er en eneste blok
og indbyggermassen så benet
at livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
og hjertet er næsten hørt op
til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop
Podcastserien er udviklet i samarbejde med Københavns Kommunes byfornyelse og finansieret af Grundejernes Investeringsfond.
TO PODWALKS I KØBENHAVN
Udover podcastserien om byfornyelsen af København, har BYLYD i samarbejde med Ane Skak / Immersive Stories produceret to podwalks, hvor du kan komme tæt på byfornyelsens arbejde.
Den ene podwalk foregår på Vesterbro og følger i sporene af den omfattende byfornyelse af kvarteret i 1990erne.
Den anden podwalk foregår i Københavns Nordvest-kvarter og følger nogle af de innovative, nye løsninger, som byfornyelsen arbejder med, herunder cirkulær økonomi og diskrete, æstetiske røde solceller til røde tegltag.
Begge podwalks finder du på Storyhunt…..
ENGELSK PODCAST
BYLYD har også produceret en engelsksproget podcast om byfornyelsen af København. Den består af et enkelt afsnit, som kan hentes her.
Podcastserien, de to podwalks, som du finder på Storyhunt, og den engelsksprogede podcast er altsammen finansieret af Grundejernes Investeringsfond.
Blød by, afsnit 1
Medvirkende: Øystein Leonardsen, Lykke Leonardsen
Original musik til serien er komponeret og indspillet af: Eske Nørrelykke og Kristian Mondrup
Udvikling og tilrettelæggelse: Niels Bjørn og Ane Skak
Interview og klip: Niels Bjørn