Podcastserien De glemte arkitekter er blevet til på foranledning af de tre arkitekturhistorikere Svava Riesto, Henriette Steiner og Jannie Rosenberg Bendsen og finansieret af Realdania.

#67 DE GLEMTE ARKITEKTER 1 - HVOR ER KVINDERNE?

Hvor er kvinderne i dansk arkitekturhistorie? De er glemt, overset, aldrig skrevet ind i historiebøgerne, og det selv om der var masser af kvinder, som op gennem det 20. århundrede har skabt vægtige bidrag til arkitekturen. Podcastserien De glemte arkitekter følger tre arkitekturhistorikere, der som detektiver graver kvinderne frem fra glemslen og placerer dem i arkitekturhistorien for første gang. Arkitekturhistorikerne Svava Riesto, Henriette Steiner og Jannie Rosenberg Bendsen må gå til utraditionelle kilder for at finde frem til arkitekterne, for de er jo netop ikke skrevet ind i historien og må derfor findes andre steder - via mundtlige kilder, ved at grave aviser og ugeblade igennem, og ved at gå dybt i arkiverne.

Podcastserien er på seks afsnit, som følger i ryggen af arkitekturhistorikerne på arbejde. Første afsnit er en introduktion til serien, og de næste fem stiller ind på forskellige temaer, som forskerne samler deres forskning i, begreber som kærlighed, omsorg og vækst.

For de tre arkitekturhistorikere er arbejdet med at skrive kvinderne ind i arkitekturhistorien samtidig en mulighed for at ændre den måde, historieskrivning hidtil er foregået. Fra at være optaget af enkeltstående, spektakulære bygningsværker, som især tildeles en enkelt arkitekt - typisk en mand - vil arkitekturhistorikerne anlægge et bredere blik på arkitekturen - tage landskabsarkitektur og byplanlægning med ind og fortælle, hvordan arkitektur i virkeligheden bliver til - nemlig ofte i samarbejder mellem mange mennesker, og i dialog med mange aktører i samfundet.

I dette første afsnit møder du de tre arkitekturhistorikere, som fortæller, hvad deres forskningsprojekt går ud på, hvorfor kvinderne aldrig er skrevet ind i historien, og hvad de nu gør for at finde frem til dem og rette op på fadæsen. Du kan også møde den amerikanske arkitekturhistoriker Despina Stratigakos, som allerede for mange år siden lavede et lignende projekt, hvor hun begyndte at grave glemte kvindelige arkitekter frem fra historien, og du kan møde arkitekt Rikke Lequick Larsen, der for femten år siden med sin makker Tanja Jordan lavede en udstilling og bog i anledning af, at det var 100 års jubilæet for, at kvinder kunne optages på arkitektskolen. Endelig kan du møde en studerende på landskabsarkitektuddannelsen, Josefin Hinton, som har et feministisk perspektiv på sit arbejde og sætter pris på, at kvinderne før hende nu endelig skrives ind i historien.

Podcastserien De glemte arkitekter er udviklet af Niels Bjørn og Ane Skak og produceret af BYLYD for Realdania.



De glemte arkitekter

Afsnit 1: Hvor er kvinderne?

Medvirkende: Henriette Steiner, Svava Riesto, Jannie Rosenberg Bendsen, Despina Stratigakos, Rikke Lequick Larsen, Josefin Hinton

Musik: Lesfm

Udvikling og tilrettelæggelse: Niels Bjørn og Ane Skak

Interview og klip: Niels Bjørn

Lydmix: Maiken Vibe Bauer