Podcastserien De glemte arkitekter er blevet til på foranledning af de tre arkitekturhistorikere Svava Riesto, Henriette Steiner og Jannie Rosenberg Bendsen og finansieret af Realdania.

#68 DE GLEMTE ARKITEKTER 2 - KÆRLIGHED

Hvor er kvinderne i dansk arkitekturhistorie? De er glemt, overset, aldrig skrevet ind i historiebøgerne, og det selv om der var masser af kvinder, som op gennem det 20. århundrede har skabt vægtige bidrag til arkitekturen. Podcastserien De glemte arkitekter følger tre arkitekturhistorikere, der som detektiver graver kvinderne frem fra glemslen og placerer dem i arkitekturhistorien for første gang. Arkitekturhistorikerne Svava Riesto, Henriette Steiner og Jannie Rosenberg Bendsen må gå til utraditionelle kilder for at finde frem til arkitekterne, for de er jo netop ikke skrevet ind i historien og må derfor findes andre steder - via mundtlige kilder, ved at grave aviser og ugeblade igennem, og ved at gå dybt i arkiverne.

Podcastserien er på seks afsnit, som følger i ryggen af arkitekturhistorikerne på arbejde. Første afsnit er en introduktion til serien, og de næste fem stiller ind på forskellige temaer, som forskerne samler deres forskning i, begreber som kærlighed, omsorg og vækst.

Andet afsnit hedder Kærlighed. Det gør det, fordi nogle af de arkitekter, som forskningsprojektet nu bringer frem i lyset, har delvist stået i skyggen af deres ægtemænd. For de kvinder, som var arkitekter og blev gift med mænd, som også var arkitekter, havde ofte opgaven at finde ud af, om de kunne balancere karriere og familie. Det huslige arbejde og arbejdet med børnene lå som regel på kvinderne. Hvis de havde faglige ambitioner, var det som regel op til dem selv at forsøge at realisere en karriere ved siden af husarbejdet.

Men nogle arkitektægtepar formåede at blande det private og det faglige lidt mere. Nogle par, hvor både kvinden og manden var arkitekter, byggede boliger til sig selv. Og byggede en tegnestue med i huset, sådan at der kunne arbejdes hjemmefra. Og nogle af kvinderne i ægteparrene var dygtige til at designe hjemmet på måder, som gjorde husarbejdet nemmere. Det gjaldt fx Karen Clemmensen, der gennemdesignede køkkenløsninger til det japansk inspirerede hus og tegnestue, som parret tegnede til sig selv.

Podcastserien De glemte arkitekter er udviklet af Niels Bjørn og Ane Skak og produceret af BYLYD for Realdania.



De glemte arkitekter

Afsnit 2: Kærlighed

Medvirkende: Henriette Steiner, Svava Riesto, Jannie Rosenberg Bendsen og Frank Erik Jeppesen

Musik: Lesfm

Udvikling og tilrettelæggelse: Niels Bjørn og Ane Skak

Interview og klip: Niels Bjørn

Lydmix: Maiken Vibe Bauer