#75 BLØD BY 3
I tredje og sidste afsnit af Blød by - en podcastserie om byfornyelsen af København - skal du med til det københavnske nordvestkvarter, hvor byfornyelsen eksperimenterer med de nyeste tiltag indenfor klimarigtige løsninger og cirkulær økonomi
Københavns Kommunes byfornyelse har et dobbelt fokus: både at skubbe på udviklingen af nye, klimavenlige løsninger til energibesparelse og energiproduktion, og at sikre en æstetisk og arkitektonisk værdifuld renovering og bevaring af bygningsarven.
Det dobbelte fokus fik kommunen til at lave et udbud, som efterspurgte solceller, der tog sig mere æstetisk ud end de store plader af sorte solceller, som ses på marker og hustage landet over. Det er der kommet flere generationer af nye typer af solceller ud af.
I afsnittet skal du møde Mathilde Johnsen, som arbejder i Københavns Kommunes byfornyelse med de nye, grønne tiltag.
Mathilde Johnsen viser rundt i Nordvestkvarteret. Hun bor selv i en af de ejendomme, der har gennemgået den mest omfattende byfornyelse i nyere tid. Både ejendommen og uderummene er blevet gennemgribende renoveret. En arkitekt fra byfornyelsen kastede sig så dybt ind i projektet, at der blev fundet frem til en glemt, gul farve, som de oprindelige vinduesrammer havde. Og som de nye vinduer derfor også har fået.
Der er desuden opsat støjdæmpende vinduer i ejendommen ud mod en af Københavns mest trafikstøjende gader, Tomsgårdsvej.
I afsnittet skal du også møde Jeppe Grau fra kommunens klimataskforce, der opsøger beboere og borgere for at træne dem i at arbejde med, at deres ejendomme bliver mere klimavenlige. Det er et nyt tiltag, at kommunen arbejder opsøgende for at få adgang til at påvirke ejerforeninger og andelsforeninger med nogle af de ældre ejendomme, der har et optimeringspotentiale i form af såvel energibesparende tiltag som eventuelt energiproducerende, der kan opnås støtte til fra kommunen.
TO PODWALKS I KØBENHAVN
Udover podcastserien om byfornyelsen af København, har BYLYD i samarbejde med Ane Skak / Immersive Stories produceret to podwalks, hvor du kan komme tæt på byfornyelsens arbejde.
Den ene podwalk foregår på Vesterbro og følger i sporene af den omfattende byfornyelse af kvarteret i 1990erne.
Den anden podwalk foregår i Københavns Nordvest-kvarter og følger nogle af de innovative, nye løsninger, som byfornyelsen arbejder med, herunder cirkulær økonomi og diskrete, æstetiske røde solceller til røde tegltag.
Begge podwalks finder du på Storyhunt…..
ENGELSK PODCAST
BYLYD har også produceret en engelsksproget podcast om byfornyelsen af København. Den består af et enkelt afsnit, som kan hentes her.
Podcastserien, de to podwalks, som du finder på Storyhunt, og den engelsksprogede podcast er altsammen finansieret af Grundejernes Investeringsfond.
Blød by, afsnit 3
Medvirkende: Mathilde Johnsen, Jeppe Grau
Original musik til serien er komponeret og indspillet af: Eske Nørrelykke og Kristian Mondrup
Udvikling og tilrettelæggelse: Niels Bjørn og Ane Skak
Interview og klip: Niels Bjørn