Podcastserien De glemte arkitekter er blevet til på foranledning af de tre arkitekturhistorikere Svava Riesto, Henriette Steiner og Jannie Rosenberg Bendsen og finansieret af Realdania.

#71 DE GLEMTE ARKITEKTER 5 - VÆKST

Hvor er kvinderne i dansk arkitekturhistorie? De er glemt, overset, aldrig skrevet ind i historiebøgerne, og det selv om der var masser af kvinder, som op gennem det 20. århundrede har skabt vægtige bidrag til arkitekturen. Podcastserien De glemte arkitekter følger tre arkitekturhistorikere, der som detektiver graver kvinderne frem fra glemslen og placerer dem i arkitekturhistorien for første gang. Arkitekturhistorikerne Svava Riesto, Henriette Steiner og Jannie Rosenberg Bendsen må gå til utraditionelle kilder for at finde frem til arkitekterne, for de er jo netop ikke skrevet ind i historien og må derfor findes andre steder - via mundtlige kilder, ved at grave aviser og ugeblade igennem, og ved at gå dybt i arkiverne.

Podcastserien er på seks afsnit, som følger i ryggen af arkitekturhistorikerne på arbejde. Første afsnit er en introduktion til serien, og de næste fem stiller ind på forskellige temaer, som forskerne samler deres forskning i, begreber som kærlighed, omsorg og vækst.

Femte afsnit hedder Vækst.

I afsnittet stiller vi ind på en periode, hvor der blev udrullet kæmpe planer i Danmark. Det var en tid med forstadsudvikling og en helt ny tilgang til by- og landskabsplanlægning.

I den periode fandt en række kvinder ind i faget og har sat deres præg på de store planer.

Podcastserien De glemte arkitekter er udviklet af Niels Bjørn og Ane Skak og produceret af BYLYD for Realdania.



De glemte arkitekter

Afsnit 5: Vækst

Medvirkende: Henriette Steiner, Svava Riesto og Jannie Rosenberg Bendsen.

Musik: Lesfm

Udvikling og tilrettelæggelse: Niels Bjørn og Ane Skak

Interview og klip: Niels Bjørn

Lydmix: Maiken Vibe Bauer