#74 BLØD BY 2
I andet afsnit af Blød by - en podcastserie om byfornyelsen af København - skal du med ind bag facaderne og møde en række af de mennesker, som arbejder med byfornyelse. I Københavns Kommunes byfornyelse sidder arkitekter, jurister og byggesagkyndige, som både har til opgave at vurdere om ejendomme kan få midler til renovering, at vurdere om boliger skal erklæres uegnede til beboelse, og samtidig sikre at alle parters rettigheder overholdes.
Du skal også møde en selvstændig arkitekt, der har gjort det til sit fagspeciale at dykke ned i gammel byggeskik og renovere ejendomme med materialer, som er sunde for huset, og som forbliver stærke og smukke i mange år. Han bruger en stor del af sin tid på at tale med beboere om, hvorfor de bør vælge dyre løsninger frem for billige. Det kan både betale sig økonomisk på sigt, fortæller han, men mest af alt overbeviser jeg mennesker ved at vise dem kvaliteten af de dyre løsninger. Alle kan mærke det i kroppen, at det er rarere, skønnere, siger han.
TO PODWALKS I KØBENHAVN
Udover podcastserien om byfornyelsen af København, har BYLYD i samarbejde med Ane Skak / Immersive Stories produceret to podwalks, hvor du kan komme tæt på byfornyelsens arbejde.
Den ene podwalk foregår på Vesterbro og følger i sporene af den omfattende byfornyelse af kvarteret i 1990erne.
Den anden podwalk foregår i Københavns Nordvest-kvarter og følger nogle af de innovative, nye løsninger, som byfornyelsen arbejder med, herunder cirkulær økonomi og diskrete, æstetiske røde solceller til røde tegltag.
Begge podwalks finder du på Storyhunt…..
ENGELSK PODCAST
BYLYD har også produceret en engelsksproget podcast om byfornyelsen af København. Den består af et enkelt afsnit, som kan hentes her.
Podcastserien, de to podwalks, som du finder på Storyhunt, og den engelsksprogede podcast er altsammen finansieret af Grundejernes Investeringsfond.
Blød by, afsnit 2
Medvirkende: Erik Dam, Karin Bakhti, Jesper Møgelhøj
Original musik til serien er komponeret og indspillet af: Eske Nørrelykke og Kristian Mondrup
Udvikling og tilrettelæggelse: Niels Bjørn og Ane Skak
Interview og klip: Niels Bjørn