Naturfilosof og professor Stig Lennart Andersson. Foto: Niels Bjørn

#78 BARNDOMMENS LANDSKAB 3 - STIG LENNART ANDERSSON

I det tredje portræt i serien Barndommens landskab møder BYLYD Danmarks ubetinget mest berømte naturtænker og naturdesigner, Stig Lennart Andersson. Som trods berømmelse og anerkendelse lever et ret tilbagetrukket liv, med kun sine nære, og de mennesker, han arbejder sammen med.

Stig stiftede og driver tegnestuen SLA, som han ikke vil kalde en landskabstegnestue men en naturbaseret designvirksomhed. Det skyldes dels Stigs radikale naturtænkning, dels at han ikke er uddannet landskabsarkitekt men arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole.

SLA har omdannet parken i Gellerupplanen i Aarhus, fra en stram terrasseret park med plæne og træer, til et blødt bakket landskab med mange typer af græsser, træer og en sø. Den mangfoldige natur har allerede på få år tiltrukket sjældne fuglearter. Foto: SLA

Allerede som lille dreng var Stig Lennart Andersson tiltrukket af naturen. Han stod op så tidligt om morgenen, at det stadig var nat, for at gå ud og sætte sig i naturen. Det var i familiens sommerhus ved Isefjorden, hvor han tog sanseindtrykkene ind og følte sig godt tilpas med at sidde der alene.

Når familien var hjemme på Østerbro, var det lyden af mursejlernes højfrekvente, hvinende skrig, som var lyden af hans barndom. Ofte hoppede han på cyklen og kørte til Botanisk Have, hvor han gik rundt og så på planternes former og farver, og læste de håndmalede porcelænsskilte med plantenavnene.

Som ung, nyuddannet arkitekt tog Stig Lennart Andersson til Japan, forskede og arbejdede på tegnestue. Her blev han først udfordret i sin forståelse af omverdenen, siden beriget og fandt sporene til det, der begyndte at blive hans formulerede naturforståelse og -tilgang.

Landskabet ved Herlev Hospital, designet af SLA. Foto: SLA

De seneste femten år har Stig Lennart Andersson og SLA fået et kæmpe gennembrud. Stigs radikalt natursyn er blevet omsat til tegnestuens praksis, hvor landskabsarkitekter, biologer, antropologer og andre arbejder sammen om at skabe “ny natur”, som Stig Lennart Andersson formulerer det. Tilgangen er at ikke gå efter et bestemt udtryk, en bestemt måde et landskab skal se ud på, men i stedet give natur de bedst mulige betingelser for at gro. Med natur forstår Stig en mangfoldighed og en måde at gro på, som har regler fra naturen, ikke fra arkitekturen og byens hårde former.

Det er den æstetiske naturfølelse, som Stig og SLA jagter. Den æstetiske naturfølelse er noget, vi som mennesker har brug for, siger Stig, og i byerne får vi den ikke. Vi har brugt 1000vis af år på at fjerne os fra vores grundlag - naturen - og i dag bor vi i byerne på steder, som gør os syge. For Stig ligger løsningen i at indføre natur i byerne, som kan tilbyde en æstetisk naturfølelse og en balance mellem det rationelle og det æstetiske, det byggede og det groede.

Sønder Boulevard på Vesterbro i København var indtil for omkring ti år siden en parkeringsplads men er i dag - trods sin form som en stribe mellem to kørebaner - en af byens mest velbesøgte parker, med en mangfoldighed af opholdsmuligheder, naturoplevelser og udfoldelsesmuligheder. Foto: SLA


BARNDOMMENS LANDSKAB 3 - STIG LENNART ANDERSSON

Medvirkende: Stig Lennart Andersson, professor og naturdesigner

Original musik er komponeret og indspillet af: Eske Nørrelykke

Idé, tilrettelæggelse, interview, klip og produktion: Niels Bjørn

Mange tak for støtte til serien fra Statens Kunstfond og Dreyers Fond